X-linking

Spørgsmål:

Jeg har i går fået konstateret keratoconus hos en øjenlæge på Jægersborgvej og senere på Glostrup Sygehus øjenafdeling. De sagde, at min læsestyrke er mindst 6 og min bygningsfejl 7, så jeg ser meget dårligt. Jeg
venter på indkaldelse til behandling med B2 vitamin og lys (UV vistnok) Når jeg læser om denne behandling lyder det, som om den kun retter sig mod nærsynethed, men jeg er jo langsynet. Er det den rigtige behandling?

Svar:

Behandling med b2 vitamin og UV lys er en rent stabiliserende behandling hvor målet er at undgå at din keratoconus bliver endnu værre. Behandlingen ændrer ikke på om du er langsynet eller nærsynet eller har bygningsfejl. Du skal derfor regne med fortsat at skulle anvende stærke briller eller hårde kontaktlinser for at få et brugbart syn. Hvis du ikke kan opnå et tilstrækkeligt godt syn med briller eller linser må man overveje om der skal foretages en synsbedrende operation.
Jeg er ret sikker på at du får afklaret alle disse forhold ved en forundersøgelse på øjenafdelingen i Glostrup.