X-linking og briller

Spørgsmål:

Jeg er en mand på 27 år som har keratoconus på begge øjne og mit spørgsmål går på hvor tykke skal ens hornhinder være for at man kan få foretaget den operation på hornhinden hvor man laver en kemisk forstærkning? Hvad kan årsagen være at når jeg har briller på om aftenen eller vil læse skal jeg have tingene helt op i hovedet, min optiker siger briller ikke kan ændres. Kan det have sin rigtighed?

Svar:

Som hovedregel skal hornhinden være mere end 0,4 mm tyk for, at man kan foretage kemisk forstærkning. Dette skyldes at man ved behandling af meget tynde hornhinder har risiko for at beskadige cellelaget på hornhindens bagflade.

Størrelsen af øjets pupil ændres med mængden af lys og hvis pupillen er større – for eksempel om aftenen – bruger man en større del af hornhinden til at se igennem. Måske kan dette forhold forklare dine oplevelser. Ved at nedsætte læseafstanden opnår du dog også en forstørrelse – og hvis man har let nedsat syn hjælper det at rykke tættere på.

Det er meget forskelligt, hvor meget briller hjælper synet hos personer med Keratoconus. Når synet er nedsat og du har brug at rykke teksten tættere øjnene, opnår du en forstørrelses effekt. Det kan blive endnu mere krævende at læse med tæt læseafstand, da øjnene skal fokusere mere i en tættere afstand. Her kan det ofte hjælpe med en læsebrille til aflastning, hvor størrelsen af styrken i læsebrillen afhænger af den nødvendige læseafstand. Når du læser om aftenen, så vil jeg råde dig til at have god rumbelysning og en læselampe som supplement, der øger kontrasten og minimerer størrelsen af dine pupiller.