Runes historie

Jeg har hvert år siden folkeskole gået til årlige kontroller ved øjenlæge Eva Ottovay her i Sønderborg pga. min bygningsfejl og fik læsebriller for at se hvad der stod på tavlen.

Men som årene er gået, har jeg fået konstateret keratoconus på begge øjne i 2005 og 19-5-2006 var briller ikke nok længere da synet var blevet så dårligt på begge øjne. Jeg blev henvist fra Eva Ottovay til Bleshøy Optik hvor de skulle lave nogle hårde linser.

Jeg fik et sæt linser tilpasset og så var det ellers i gang med at lære at sætte dem i øjnene, men øvelse gør jo mester, og jeg fik et godt syn med dem. Jeg var begyndt i lære, og gik med dem 3-4 timer dagligt i starten, mere kunne jeg ikke holde ud da det var i en butik med meget støv. Men jeg fik det så godt med dem at jeg kunne bære dem en hel arbejdsdag til sidst. Men det krævede god planlægning i årene fremover, for jeg så ikke længere godt nok til bilkørsel med brillerne og så måtte jeg jo tage linser ud hvis jeg skulle kunne køre bil senere på dagen. Jeg blev udlært i 2007 og rejste ud som guide med mine linser uden problemer, jeg havde det fantastisk med øjnene i sydens sol hvor de aldrig tørrede ud. Hjemme i Danmark var jeg stor forbruger af kunstige tårer. I 2008-2009 skiftede jeg til nogle større linser ved navn SoClear som var mere iltgennemtrængelige og gav mig et meget bedre syn samt længere bæretid hvilket var positivt.

Jeg blev første gang sendt til kontrol af Eva Ottovay på Aarhus Universitetshospital i efteråret 2009 hos øjenlægerne Jesper Hjortdal og Anders Ivarsen, men de ville ikke gøre noget på daværende tidspunkt ved min venstre hornhinde da det stadigvæk udviklede sig. Så jeg gik hos dem hvert år indtil 2011 hvor det var så galt med min linse at jeg fik rifter og betændelse i et væk på venstre øje. Det var simpelthen uholdbart at man måtte til øjenlæge og optiker i et væk.

Så jeg blev sendt op til øjenlægerne på Aarhus Sygehus igen og nu var mit syn nede på 16% og Anders Ivarsen foreslog en hornhindetransplantation.

Jeg blev lidt mundlam over at høre det, men han fortalte meget detaljeret om det og beroligede mig med at det ikke var farligt, og jeg ville ikke blive blind. Professor Jesper Hjortdal kom også ind og fortalte at han synes det var en god idé. Så jeg besluttede det tænker jeg over i min ferie for at det kunne give 40-50% syn lød særdeles tiltalende, for jeg var godt og grundig træt af det som det var nu, og det gik ud over mit gode humør, og jeg snerrede let af folk.

Så jeg ringede op til dem og bestilte tid til en hornhindetransplantation og fik tid onsdag den 5-10-2011 til operation. Jeg mødte op på afdelingen hvor sygeplejersken tog imod mig og gjorde klar til operationen med at vaske øjet og bedøve det med dråber samt fortælle om forholdsregler. Det blev så afdelingslægen Anders Ivarsen som skulle operere mig og lægge lokalbedøvelsen i den tynde hud under øjet, hvilket var lidt smertefuldt. Selve operationen varede ca. 1 time 45 minutter, da hornhinden var 2/3 tyndere end normalt, så den måtte udskiftes i fuld tykkelse da nederste lag bristede. Derefter var jeg indlagt på patienthotellet i 6 dage og gik til daglige kontroller på Øjenafdeling J hos Jesper og Anders. Jeg skulle smøre øjet 4 gange dagligt de første 3 måneder med kloramfinikol samt noget ultracortenol (binyrebarkhormon) og så gik det ned til 3 gange og så 2 og 1 gang om dagen til sidst, men det gør man i et år efter operationen for at få det bedst mulige resultat. Jeg var sygemeldt fra arbejde en måned og startede de første 3 uger på deltid og dyrkede ikke sport de første 6-8 mdr. da pulsen ikke måtte stige pga. det ville øge trykket i øjet.

Jeg fulgte den kontrolplan som cornea-teamet har lagt til den type patienter som mig.

Efter 6 måneder fik jeg en midlertidig brille samtidig med jeg havde min linse på højre øje.

Men først et år efter transplantation kunne de måle en masse ting og synsstyrke og give en tid til trådfjernelse af de 24 sting som blev taget her i januar 2013 15 mdr. efter operationen. Det tager 10 min i dråbebedøvelse at få fjernet stingene, og du har noget irritation nogle dage efter i øjet samt man skal smøre en måned igen og være sygemeldt 3-4 dage.

2 måneder derefter kan den endelige synsstyrke fastsættes ved kontrol i Aarhus og der tages mål til nye brilleglas.

Men under hele forløbet med tråd i var mit syn 40-50% uden korrektion.

I dag her to år efter sidder jeg som en rigtig glad mand på 29 år fordi jeg har fået et fantastisk godt syn på det opererede øje. Jeg ser 70% uden korrektion og med briller ser jeg 100%, og jeg bruger ikke min kontaktlinse mere på det ikke opererede øje da jeg ser meget bedre og skarpere med briller. Så jeg kan varmt anbefale Anders Ivarsen og Jesper Hjortdal på Aarhus universitetshospital de kan deres kram og er jordens flinkeste mennesker. Jeg kan maile til dem har jeg spørgsmål imellem kontrollerne. Så en stor tak til de to fordi I har givet mig et helt nyt syn på livet, og jeg kan se hvem der går på det modsatte fortov i dag hvilket jeg ikke kunne for to år siden.

Der er lukket for kommentarer.