40 år med keratoconus

I foråret 1966 (22 år gammel) opsøgte jeg min øjenlæge i Aarhus. Han havde et par år i forvejen forsynet mig med briller, ved hvis hjælp jeg lige havde taget 1. del på universitetet. Mit syn var blevet dårligere, og brillerne hjalp ikke i tilstrækkelig grad. Kunne jeg ikke få nogen stærkere briller?

Under konsultationen kikker han på mine øjne fra siden og siger så: “Har De noget imod at lade dem indlægge på Aarhus Kommunehospital?” Let rystet spurgte jeg: “Er det noget alvorligt?” Svar: “En øjensygdom er altid alvorlig!” Det var vist ikke gået i dag.

Der var naturligvis ventetid, min planlagte ferie var ødelagt, jeg blev indlagt på min fødselsdag i slutningen af august i den sikre forvisning at jeg skulle opereres i øjnene. Denne tro bestyrkede mine to stuekammerater – begge med klap for det ene øje – mig i. Næste dags formiddag blev jeg undersøgt af en ung, kvindelig øjenlæge. Efter et kvarters tid spurgte hun: “Har De selv ønsket at lade dem indlægge?” “Nej, det havde jeg ikke, men dr. E. sagde at jeg jo havde en øjensygdom,” var mit spage svar. De har keratoconus, og det plejer vi at klare med hårde kontaktlinser. Her er en henvisning til specialoptiker K.J.! Jeg var ved at gå til af lige dele lettelse og forbløffelse. Således blev et snart 40-årigt samarbejde med K.J. indledt.

Da jeg fik mine første linser havde jeg ingen tilvænningsproblemer, og jeg så verden i et nyt og forklarelsens skær i bogstaveligste forstand. At kunne se hvem der gik på den anden side af gaden er en indlysende fordel! De første år blev linserne skiftet hvert 4. år, og bevillingen blev ikke uden besvær givet af Socialministeriet efter “handicaploven”. Derefter overtog primærkommunerne opgaven, og i dag ligger den hos amterne. I de sidste mange år har jeg skiftet linser hvert andet år. I skrivende stund er visitations- og bevillingsspørgsmålets fremtidige placering uklart i forbindelse med den nye strukturreform.

Årene er gået. Jeg fuldførte min uddannelse, og har nu været 34 år på arbejdsmarkedet, deraf de 24 år i et arbejdskrævende lederjob. Pensioneret efteråret 2004 som 60-årig.

Selv om jeg ikke har haft nævneværdige tilpasningsproblemer eller gener af linserne, bortset fra sandkorn i øjnene og generende sollys, især i de varme lande, så kan jeg bestemt genkende den periodevise, uendelige træthed som jeg har måttet lære at leve med og som er en typisk følge af keratoconus. Mit syn har dog grundlæggende været stabilt, og styrken i linserne, der også skal kompensere for bygningsfejl, har ikke ændret sig afgørende.

Da jeg traf beslutning om pensionering, var jeg langt inde i overvejelser om transplantation, og jeg har to gange været til undersøgelse på Aarhus Kommunehospital. Så længe jeg lige netop kan klare kørekortgrænsen har min kone og jeg i samråd med øjenlægerne i Aarhus dog besluttet at jeg står på stand by og afventer teknologiens fremdrift.

Endelig kan jeg oplyse at ingen i min familie: forældre, søskende eller vore to børn har keratoconus. Det har været det kors som blev mig forundt! Havde det været i gamle dage før kontaktlinsernes fremkomst, havde jeg været blind og var sikkert endt som spillemand – eller endnu værre som landsbytosse.

Kurt Fredsgaard, fhv. rektor, cand.scient.pol. – http://www.fredsgaard.webbyen.dk/ Viborg, maj 2005

Der er lukket for kommentarer.